Hvornår kan børnene forstå værdien af penge? Er det en forståelse, der kommer af sig selv?

Skal jeg bare vente, til de er “gamle nok”, eller hvor tidligt skal jeg starte?

Selvom jeg prøver at lære mine børn et fornuftigt forhold til penge gennem vores samtaler og gennem spil og bøger, synes jeg ikke rigtig, jeg kommer i mål med det.

Som med alt andet skal de også have praktisk øvelse med det og danne deres egne erfaringer. Der er også en grund til, at de lærer at regne med klodser i stedet for at få en lommeregner.

Derfor gør jeg nu det, jeg skriver om her.

 

Har du prøvet det her?

På vej hjem fra arbejde – inden du henter børn – løber du lige i butikken. Du skal lige have affaldsposer, rugbrød, pålæg og to liter mælk.

Hvis du er alene, tager det kun et øjeblik. Du er inde og ude igen på et øjeblik.

Har du et eller to børn med, bliver oplevelsen helt anderledes. Og er du som jeg, er pulsen allerede høj på vej ind i butikken. Du krydser fingre for og håber inderligt på at køen er kort i dag (og det er den selvfølgelig aldrig på det tidspunkt af dagen). Ikke kun fordi du gerne vil hurtigt ud igen, men også fordi du ved udemærket godt, hvor de har stillet hylderne med legetøj og slik:

Stratetisk placeret på vej ud, hvor man står stille længe nok til at blive fristet.

I et desperat forsøg på at slippe nemt, trækker du gennem afdelingen med TV og elektronik, men dit barns retningssans svigter aldrig, når det gælder legetøj. 3 sekunder senere står ungen og stirrer på et eller andet kulørt plastik-legetøj.

– “Faaa-aar!!? Må jeg ikke godt få den? Kom nu, kom nu, kom nuuuu?”

Du ved, at det er naivt, men prøver alligevel med: “Nej, skat, vi skal ikke ha’ noget i dag”.

– “Øv, hvor er det altså uretfærdigt. Jeg må ALDRIG få noget…! Hvorfor ik’?”

Du prøver med et nyt afslag i et lidt mere fast toneleje.

– Nej, nej, neeeej. Hvor er du dum. Du er dum, far!”

Det skulle kun lige tage 6 minutter. Hurtigt ind og ud igen, men nu er du trukket ind i et skænderi med 6-årig om et stykke kulørt plastisk med batterier i.

 

Hvor kommer penge egentlig fra? ..og hvor bliver de af?

Prøv et øjeblik at forestille dig situationen i børnehøjde (andet end med den magiske tiltrækning af effektiv markedsføring):

Du er med dine forældre ude og handle. De griber forskellige ting, tilsyneladende lidt tilfældigt fra hylderne. Lidt her, lidt der og så videre til næste hylde.

Ingen af tingene er interessante eller kan noget særligt, synes du (hvad er afkalker egentlig for noget?). Senere trækker far et plastik kort igennem en maskine og vipti vupti, er tingene pludselig vores.

Det er nok ikke så underligt. Du ser dine forældre vælge alle de ting, de nu synes er bedst, og så kan de bare tage dem med ud af butikken.

Vi kan godt tage samtalen om grunden til, at far skal gå på arbejde og samtalen om, at dem i butikken også skal have penge til deres børn.

Godt nok.

Men hvis der ikke skal andet til end blot at trække kortet gennem maskinen, hvorfor kan man så ikke bare også gøre det, når man vil have kulørt plastiklegetøj med batterier i?

 

Balancen imellem “brug for” og “lyst til”

Indtil børnene virkelig forstår, hvordan penge virker og værdien af dem, vil børn naturligt nok bare bruge, bruge og bruge. Hvis de ikke endnu har gjort deres egne erfaringer (og ikke ved hvor hårdt arbejde faktisk også kan være), vil de tro, at penge er grænseløse, er nemme at få og endnu nemmere at bruge.

I den situation peger jeg ofte selv ting ud, som jeg er gået forbi og gerne selv ville have. Vi kan også tage snakken om, at det også koster penge at gå til spejder og til musik. Jeg prøver at tage samtalen om at penge har en grænse, og at vi ikke kan få alt vi ønsker os.

Jeg føler bare ikke, at det er nok til at give dem forståelse. De lytter måske til teorien, men forstår ikke praksis. De lærer jo trods alt også at tælle med klodser og gange 14 med 12 på papir, selvom de fleste voksne nok ville tage den på regnemaskine (det er 168).

Når børnene mærker på egen krop, at penge er begrænsede, og at afvejninger og udsatte behov er nødvendige for at kunne købe ting, man gerne vil have, bliver forholdet til penge andet end bare teoretisk.

Det er her lommepenge kommer ind i billedet.

 

Er det bare forkælelse? Har børn overhovedet brug for penge?

Lommepenge kan være en god læring, men det skal gøres rigtigt.

De skal ikke bare gives, og så kan børnene købe alt, hvad de har lyst. Det kommer ikke til at lære dem overblik og selvkontrol.

Jeg er heller ikke tilhænger af at give børnene penge for at gøre pligter i huset.

Pligter er trods alt noget vi er fælles om, og som vi gør for at hjælpe hinanden og gøre det rart at bo sammen.

Det kommer også til at give en forhandling, når børnene bliver større, og du vil give dem flere aller andre pligter. “Hvis jeg skal gøre det der også, så skal jeg også have mere i lommepenge!”.

Så løser de deres pligter på en afvejning om, hvorvidt det kan betale sig frem for at lære, hvad det kan gøre for fællesskabet.

Det var ikke meningen.

Håbet er snarere, at lommepenge skal være med til at lære børnene, hvordan penge fungere, hvad et budget er, og hvorfor det er vigtigt at spare op.

 

Hvilken alder er bedst til at starte lommepenge?

Jeg ville jo sige jo før jo bedre, men for at være realistisk er der nok ikke meget fornuft i det for tumlinger på to år.

Her i huset er vi gået efter et tidspunkt, hvor børnene har en fornuftig sans for tal og kan lægge små tal sammen og trække fra. Det betyder ca. omkring, når de starter i tidlig SFO.

Mine børn har allerede inden da opbygge en stærk vane med at ville have alt med farver og batterier.

Hvad nu hvis dit barn er ældre end 5-7 år? Er det så for sent?

Det er aldrig rigtig for sent at starte, vil jeg mene, selvom det er en fordel at komme tidligt igang. Jo ældre børnene bliver, jo dyrere ting vil de pege på.

Du kan ikke regne med, at forståelsen for penge kommer af sig selv med alderen. Beløb og ønsker bliver bare større, så det gælder bare om at komme igang, selvom nogle opbyggede vaner så skal brydes først.

 

Hvor meget skal børn have i lommepenge?

Det næste logisk spørgsmål bliver selvfølgelig så: Hvor mange lommepenge skal man så give sit barn.

Det klassiske råd er for det første at give et fast beløb, som ikke skifter fra gang til gang. Nogle bruger barnets alder. Enten ved at lægge 5 kr. til eller gange med 2.

Det betyder, at et barn på 7 får omkring 12-14 kr. (her hos os mig får han lige nu 10 kr. om ugen).

Dog skal du lige have et godt råd fra min personlige erfaring: Start hellere lavt! Det er meget nemmere at gå op, hvis det ikke var helt rigtigt.

 

En mere fredelig familie

Lad os lige vende tilbage til butikken med det kulørte legetøj et øjeblik. Her kan børn have evnen til at skabe mere virak end en hel flok journalister omkring en forlist ubåd.

I stedet for at tage diskussionen op og svare på de uungåelige plager med: “Nej, bestemt ikke!”, kan du nu svare med: “Du kan købe dem for dine lommepenge”, når nu dit barn har sine egne penge.

Det næste, der sker, er interesant. Dit barn kigger nu på den kulørte plastisk ting med batterierne og spørger nu i stedet om, hvad den koster. Her bliver de første skygger af en ny udfordring så synlig, men det kan jeg lige vende tilbage til. Han kigger grundigt på legetøjer og overvejer nu mulighederne. Nu er der pludselig en afvejning. Vil han hellere have den nye pludseligt spændende ting frem for det særlige stykke legetøj, han haft i tankerne.

Ikke alene er kampen om hvem, der har den stærkeste vilje undgået. Barnet har også fået sine egne erfaringer afvejelserne i hvad penge kan bruges til OG at der naturligt opstår en grænse.

Her er en væsentlig risiko for at den nye impuls med det, der er synligt lige nu og her er mere spændende end det, der er planlagt, men ikke synligt lige nu.

Der sker altså ofte det hos os at han vil tage den nye spændende ting med hjem, lege med den lidt og så hurtigt blive træt af den. Ofter får han også en stærk fortrydelse (AKA “bayers remorse”), som måske, måske ikke giver en ny mulighed for læring.

Måske forstår han nu, hvor vigtigt det er at glæde sig til noget og vælge indkøbet omhyggeligt, men næste gang noget farvestrållende trækker i impulserne, er den erfaring ikke så stærk, og jeg føler en pligt til at guide ham. Vi er altså tilbage ved det samme arguement som vi startede med: “Den dims der, skal vi ikke bruge penge på”

Jeg har måske nok givet ham en forståelse for at penge løber ud og at man ikke bare kan få alt, hvad man pejer på, men jeg synes heller ikke helt at jeg er kommet i mål.

Det er første skridt på en lidt længere læring fornemmer jeg.

Men hvad gør I hjemme hos jer? Giver I lommepenge og hvor mange?

Hvordan hjælper i børnene med at styre impulserne og huske, hvad de i virkeligheden ønsker sig?

For mig ligger løsningen måske i det med at give dem ansvaret for bestemte indkøb og lære dem at spare op, men det kan vi vende tilbage til på næste level…